Brødremenigheden
Christiansfeld, By og Menighed.
Christiansfelds grundlæggelse.
Det mest synlige bevis på Brødrekirkens tilstedeværelse i Danmark er byen Christiansfeld, som blev anlagt i 1772. Christiansfeld udviklede sig til en Brødremenighedsby med kirkesal, korsystem, ældsteråd, flere skoler, foruden en række håndværks- og industriforetagender. Byen blev herrnhutismens centrum i Danmark, selv om den netop var en koloni.
Grev Zinzendorfs besøg i Danmark i 1731 startede det hele og medførte både et udbredt diaspora-arbejde i Danmark, et væsentligt stykke missionsarbejde via Danmark og dannelsen af Brødresocietet i København. Efterhånden følte man, at der var behov for at opføre en menighedsby i Danmark. Inden da, havde det været problematisk at tilslutte sig Brødremenigheden; der var en overgang midt i 1700-tallet direkte forbud imod det. Men i 1766 blev Christian den 7. konge af Danmark og han fik en livlæge, der hed Struense, som efterhånden blev den egentlige magthaver i Danmark, indtil han blev styrtet og henrettet. På en rejse kongen og Stuense foretog sammen, kom de til Brødremenighedsbyen Zeist i Holland og så, hvordan denne by var indrettet. Man var især optaget af industrien og håndværket. Lorenz Prætorius fik til opgave at kontakte Brødremenighedens direktion i Herrnhut, og her var man meget tilfreds med at blive opfordret. En menighedsby ville kunne være et vigtigt ressource-center både for diaspora-arbejdet og for missions-arbejdet på Grønland og på de Vestindiske Øer. Brødremenigheden gik i gang med at finde et passende sted at opføre en sådan menighedsby og man fandt Tyrstrupgård. Brødremenigheden havde i forvejen et hus i landsbyen Stepping nogle kilometer vest for Tyrstrup.
Forordning og koncession, rettigheder og pligter.
Tyrstrupgård var krongods og i juni 1772 blev gården betalt. Inden da var der nogle ting, der skulle bringes i orden. Kongen skulle formelt give lov til, at Brødremenigheden slog sig ned inden for landets grænser. De holdt fast i, at de skulle have lov til at fungere som Brødremenighed. Det gav lovgivningen ikke rigtig mulighed for. Der var ikke religionsfrihed på det tidspunkt, kirken var statskirke og man kunne ikke bare uden videre nedsætte sig med en ny kirkeretning. Derfor lavede man en forordning, som gav Brødremenigheden ret til at være Brødremenighed inden for Danmarks grænser og man ophævede tidligere tiders forbud. Man opfandt til lejligheden et nyt begreb, nemlig en frimenighed. Det bør dog understreges, at det kun kunne lade sig gøre, fordi Brødremenighedens bekendelsesgrundlag, altså det man troede på, var det samme som den lutherske statskirkes.
Udover selve tilladelsen til at være Brødremenighed måtte man også lave et charter, det man kaldte for en ”Concession.” Der var således nogle mennesker, her iblandt navnlig Lorenz Prætorius, der havde gjort sig tanker, de havde nok nogle drømme og de havde en kristen tro. Disse ting var vigtige ingredienser i den proces, som begyndte nogle år før 1773 i tanker, i samtaler og på papiret, i skitsernes form. Det var grundlaget for de forhandlinger brødrene førte med repræsentanterne for regering og statsmagt. Regeringen, med kongen i spidsen, kunne godt se, at en brødre-koloni, bygget på “den i Vort hertugdømme Slesvig i Haderslev Amt beliggende kongelige avlsgaard Tyrstrupgaard”, som det er udtrykt i koncessionen, ville kunne bringe dynamik og fremgang til et område, som også den gang syntes perifert beliggende i forhold til hovedstaden. Direktionen i Herrnhut kunne se, at byen kunne blive et samlingspunkt og nødvendigt center for den herrnhutiske bevægelse, som i efterhånden 4 årtier havde arbejdet rundt omkring i Danmark.
Brødremenigheden fik rettigheder, både kirkelige, økonomiske og retslige. En regel, man jo uvilkårligt lægger mærke til er, at man i “denne nye menighedsstad skal være fri både for alle personlige afgifter - med undtagelse af den overordentlige taxering og Kopskat - og for de landsherren tilkommende tillæg af borgerlig håndtering og næring, hvorledes nu de samme end måtte kaldes.” Reglen om skattefrihed gjaldt de første ti år. Ligeledes gav kongen et tilskud “for hvert beboelseshus eller offentlig bygning, som bliver opført i de ti friår, af vor kassa ti procent af husets eller bygningens værdi.” Brødremenigheden fik tilladelse til, at deres missionsarbejde ikke skulle stå under den danske statskirkes gejstlige inspektion, man blev altså teologisk selvbestemmende, så længe man holdt sig inden for statskirkens bekendelsesgrundlag. Grundlæggelsen af Christiansfeld betød således også frihed til at arbejde i de danske kolonier. Det blev tilladt for alle danskere, der måtte have lyst, at blive medlemmer af Brødremenigheden. Man kunne tilslutte sig Brødremenigheden andre steder i landet og stadig opretholde sine rettigheder og forpligtigelser i sin sognekirke. Menighedens medlemmer i byen kunne aflægge ed, ikke direkte til kongen, men ”forsikre i den almægtige Guds Nærværelse, at, hvad jeg taler, er Sandhed.” Brødremenigheden fik lov til at bygge en kirke med klokker. Disse og flere andre paragraffer i koncessionen viser den velvilje, der var fra regeringens side. Byens koncession gav udstrakte frihedsrettigheder til byen og menigheden. Brødremenigheden fik en helt særlig status, idet dens medlemmer kunne få lov til at vedblive med deres form for gudsdyrkelse uden at skulle underlægge sig statskirken. Selv om byen ikke blev bygget i Zinzendorfs levetid, fik mange af de livsformer, som blev formet i Herrnhut og andre tidlige Brødremenighedsbyer alligevel lov til at leve i mange år i Christiansfeld.
Christiansfeld blev ramme om Brødremenighedens liv og arbejde, de første mange år med den specielle og særegne menighedsstruktur, som de store korhuse, byens plan og kirkegårdens indretning vidner om. Byen var udsædvanligt velforsynet med skoler, der var private huse, tilhørende menighedens medlemmer, og så var der jo den store kirkesal, som i størrelse tåler sammenligning med flere domkirker. Det var en by, hvor håndværk og handel, undervisning og forkyndelse, sang og musik levede og åndede. Der blev, på en mark, bygget en by, som i løbet af forholdsvis få år gjorde krav på en plads i folkets bevidsthed. Det blev en by, som både var kendt i Danmark, men som også efterhånden blev kendt langt ud over verden, hvor missionærer fra Brødremenigheden rejste ud, og hvor brødre fra andre dele af Unitetet kom på besøg.
Struense blev henrettet efter koncessionen var udarbejdet, men den nye regering bekræftede den 13. august 1772 koncessionen, og dermed var man klar til at bygge. Johannes Prætorius, søn af Lorenz Prætorius, blev menighedens første præst. Han blev sammen med den svenske Jonathan Briant ansvarlig for byens opførelse.
Sammenhæng mellem menighedsliv og arkitektur, især byplan.
Når man bevæger sig ind i Christiansfeld får man hurtigt øje på, at der er en plan. Christiansfeld er en af de første byer i Danmark, som først blev planlagt og derefter bygget.. Man bygger byerne dels for at skabe basis for at menighedens liv kan udfolde sig i alle dets facetter og dels for at skabe baser for de meget udadvendte aktiviteter, navnlig hedningemissionen, men også diaspora-arbejdet. Menighedslivet tager udgangspunkt i kærligheden til frelseren, Jesus Kristus, der led og døde for alle mennesker. Taknemmeligheden mod Gud kommer synligt frem i menighedens fællesskab, i en lys og glad, men også from livsførelse, en optimisme, blandet med en stærk trang til at dele budskabet om Frelseren med dem, der ikke har hørt det. I den fornyede Brødremenigheds første tid udviklede man menighedsordningen, samtidig med, at man udviklede byplanen. Det er bemærkelsesværdigt, at byen indrettes efter menighedens behov, men også efter menighedens ordning og grundtænkning. Livet som kristen leves både søndag og hverdag. Hverdagslivet er en gudstjeneste, alt arbejde gøres principielt i Frelserens tjeneste. Gudstjenesten er på den anden side en del af hverdagen. Gudstjenesten er tilbedelse, lovsang, bøn og evangeliets forkyndelse til at blive opbygget. Hverdag og gudstjeneste er integrerede enheder og det afspejles i byens plan. Når hverdagslivet er en gudstjeneste, er alt det, man foretager sig, en del af den helhed, som kaldes livet. Hverdagens forskellige gøremål, ens arbejde, ses ind i en større sammenhæng. Det kan jo godt undre at se Christiansfelds huse, kvaliteten og størrelsen på den ene side og den stilfulde enkelthed på den anden side. En del af forklaringen kan vi finde i ovennævnte.
Den perfekte plan og Christiansfeld.
Man kan forestille sig en perfekt plan for en Brødremenighedsby. Man begynder på kirkepladsen, det er byens absolutte centrum. Rundt på pladsens fire sider findes menighedens vigtigste bygninger, med Salshuset, altså kirken, på den fremmeste plads. Andre huse er korhusene, skoler, præsteboligen, forstanderboligen og eventuelt andre. Alle disse huse vender front mod pladsen og fra alle husenes fordøre kan man se kirken. Der må helst ikke være nogen gennemgående trafik på kirkepladsen, den er et smukt sted, hvor sindet kan falde til ro, hvor man kan mødes, ja og nyde hinandens selskab eller bare stilheden og sine egne tanker. To stier danner et kors, symbolikken turde være indlysende. Og midt på pladsen en brønd eller et springvand, symboliserende livets vand, der løber ud til alle fire verdenshjørner.
I Christiansfeld ligger Søstrehuset og Enkehuset mod nord, Brødrehuset mod syd. Før i tiden sad søstrene i kirkens nordside og brødrene i sydsiden. Man kan altså tale om en øst-vestgående akse, der principielt deler byen op i en søstreside og en brødreside. Aksen er tænkt og tanken skal ikke drives for vidt, men netop omkring kirkepladsen synes tanken tydelig. Før i tiden var der en stærk kønsopdeling, især for menighedens ugifte søskende. Det var ikke så lige en sag for en ung ugift broder at mødes med en ugift søster. Ikke før det blev tiden forstås. Dette er dog ikke et udtryk for mands-chauvinisme. Det bliver tit spurgt: Hvorfor hedder det Brødre-menighed, hvad med søstrene? Navnet blev jo introduceret i den oprindelige Brødrekirke i Böhmen midt i 1400-tallet, netop det latinske Unitas Fratrum, brødrenes fællesskab. Dengang var det naturligt, at navngive kirken efter hankønnets medlemmer. Vi ved imidlertid, at allerede meget tidligt (1722) i den fornyede Brødrekirkes historie fik kvinder plads i det ledende råd og de fleste ledende stillinger havde både en broder og en søster. Dermed var man faktisk temmelig progressiv.
Byen fremstår som en gennemført helhed: Kirkepladsen og kirken, det fysiske udtryk for menighedens ordning som troens, religionens, åndens udgangspunkt. I sammensmeltningen af dagliglivet med åndens liv, skabes det kosmos, som byens og menighedens liv er. Menneskesamfundets indrettede, ordnede liv er udgangspunktet, og efterhånden som man selv, eller bare ens blik, bevæger sig væk fra dette centrum, nærmer man sig mere og mere naturen, for til sidst at ende i de fjerne skove, billedligt talt. Denne livets fuldstændighed, spændvidden fra kosmos til kaos, fra kultur til natur er illustreret i byens plan i sammenhæng med byens omgivelser.
Inden for menigheden var der, og er i øvrigt stadig, en stærk gruppe-identitet. Den var bærende i planlægningen og konstruktionen af byen. Ældsterådet tog som den primære gruppe beslutninger, der var accepteret af den større gruppe, menigheden. Ældsterådets autoritet var åndeligt, religiøst begrundet, sammenfaldende med menighedens identitet.
Mystik, utopi og fysisk virkelighed.
Men hvor kommer ideerne så fra? Hvad ligger bag hele tanken om en by, der er indrettet på en kristen menigheds præmisser? Igen spiller Zinzendorf en fremtrædende rolle. Zinzendorf blev tidligt overbevist om, at kristendommens altafgørende fokus er den korsfæstede Jesus Kristus. Kristus er menighedens herre, og hvilken bedre måde at synliggøre dette på end at bygge en by, hvor Kristus tydeligt er byens øverste, ligesom han er menighedens øverste. Men et citat fra 1750 kan illustrere noget af tankegangen omkring byernes ide: ”Frelseren har på en vidunderlig måde bygget sig selv et hjem, ligesom dem, man kendte fra de orientalske luftkasteller, det ene øjeblik var de her og det næste var de væk.” Meget tyder på, at Zinzendorf var påvirket af det 17. og det 18. århundredes mysticisme. En by bygget på kristne og kollektive ideer vil være ideel for ”sand kristendom, som gennem renselse af viljen og oplysning af forstanden vil bringe sjælen til forening med Gud, ligesom bruden er forenet med brudgommen.”
Ideen om den ideelle, men utopiske by var ganske udbredt i 16-og 17-hundredtallet. En af de mest kendte er Johan Valentin Andreae’s ”Christianopolis.” Det kan med god ret hævdes, at man kan finde nogle af den utopiske bys egenskaber udviklet i Brødremenighedens byer. Man forestiller sig, at den kristne finder tilflugt fra den urolige verden i en by, hvor ideelt set Kristus er overhovedet og hvor samfundets indretning bygger på ny-testamentelige principper. Er denne antagelse rigtig, kan man med rette sige, at utopien i en vis forstand bliver til virkelighed i Brødremenighedsbyen.
Vigtigt er det, at byen og menigheden, og det gælder i høj grad Christiansfeld, kompletterer hinanden. Det gælder også den dag i dag. Byen er en vigtig del af menighedens identitet, en ramme for det liv, der leves. En lokalitet, som er dannet i menneskers tro og overvejelser om sammenhæng mellem det synlige og det usynlige. Byen er vældig synlig, og måske kommer noget usynligt til syne, hvis man bruger øjne og øren.
Oplysning og glad pietisme
I løbet af 1700-tallet udvikles pietismen og Brødremenigheden bliver til og udvikler sig sideløbende med lignende religiøse strømninger. Menigheden var en del af den pietistiske tradition, og sommetider er Brødremenighedens måde at leve og tænke på, kaldt for ”den glade pietisme.” En filosofisk og samfundsmæssig strømning, der har været meget afgørende for den vestlige kultur er oplysningen. Denne filosofi gjorde op med autoritetstro og bundethed til tradition. Det blev et opgør også med kirken og det var en ubetinget tiltro til den menneskelige fornuft. Man kan på en måde sige, at oplysningen, som altså var samtidig med Brødremenigheden, var det stik modsatte. Man mente slet ikke fornuften kunne bruges til noget i forhold til kristendommen, det kom an på at tro på den korsfæstede frelser, da man ikke kan rationalisere sig frem til frelsen. Men det interessante er, at samtidigt bygger Brødremenigheden byerne, eller kolonierne, hvoraf Christiansfeld jo er en. Der er meget fornuft i byens plan, i husene og i byens liv, håndværk og andre virksomheder. For eksempel peger kirkens arkitektur, byens plan og indretning, kirkegårdens indretning i sin udformning hen på den kristne overbevisning. Det gøres med enkle midler, man kan næsten sige fornuftigt. Et eksempel er kirkepladsens centrale placering, der med det samme viser, at byens brændpunkt er ved kirken, at byens hovedbygning er kirken, eller rettere Salshuset. Det betyder, at troen og fornuften, eller om man vil, pietismen og oplysningen danner par i Brødremenigheds-byen Christiansfeld. I virkeligheden er det måske dér, en vigtig del af koloniens styrke ligger, mennesker lever med det høje, det uudsigelige, troen, i nogle fornuftige, nøgterne omgivelser. Det er i sammenfaldet mellem ånd og materie, at skønheden, værdien i byen findes.
Liturgisk liv og æstetik.
Begrebet ”Liturgisk liv,” indeholder den forståelse, at livet er en gudstjeneste samtidig med at gudstjenesten er en naturlig del af livet. Grundlæggende er det en tanke, som går igen i mange kristne kirker. Det at være kristen har en indflydelse på menneskelivet. Det liturgiske liv er en integreret del af det at leve i en Brødremenighedsby. Som medlem identificerer man sig med menigheden og byen, og uden at løfte det op på noget ekstraordinært niveau, så udspringer det af tanken om, at hverdagen er en gudstjeneste. Der er ikke en klar skelnen mellem det åndelige og det verdslige. Det er således en erkendelse af værdier i livet på jorden, i menneskelivet, ikke en skarp skelnen mellem det åndelige som det rene og ophøjede og det fysiske som noget mindreværdigt. Nej, livet er skabt af Gud og som en kristen er man overbevist om, at dette liv leves for Kristus. Ideelt set er hele livet liturgisk. Samtidig vil man, især hvis man lytter til hvad tidligere generationers menighedsmedlemmer har nedfældet i deres levnedsløb, kunne forvisse sig om, at livet i det hinsides, eller som det siges i ”i den menighed, der er hos ham derhjemme,” dette evige liv, er målet for ethvert menneske.
Modsat er også søndagens gudstjeneste en del af hverdagen. Man kunne sige, at tærsklen mellem hverdag og gudstjeneste ideelt set ikke skulle være til at falde over. Man kan da også konstatere, at rent fysisk ligger gulvet i Christiansfelds Sals-hus i gadeniveau. Hele kirkens indretning peger i retning af, at en gudstjeneste er en del af dagliglivet, tilgængeligheden er ligetil. Liturgibordet står midt i lokalet, er kun minimalt hævet over gulvet, af praktiske årsager. Der signaleres fællesskab og imødekommenhed.
Umiddelbart vil mange nok være enige om, at Christiansfeld har en række æstetiske kvaliteter. Hele situationen med den centrale kirkeplads, hvor Sals-huset tiltrækker opmærksomheden, det hus hvor i gudstjenesten og det åndelige liv mest intenst leves, det at man derfra bevæger sig ud i forretnings-områderne og boligområderne, indtil man til sidst kan ende på Gudsageren, denne helhed kan opleves at have æstetiske værdier. Det æstetiske kan betragtes som opfattelsen af en struktureret følelse, det har sin egen værdi, som mange vil sætte pris på ved et ophold i byen. Med enkle virkemidler formåede byens arkitekter og håndværkere at skabe en helhed, der kombinerer funktionalitet med skønhed.
Kor-systemet.
Det er ikke ualmindeligt, at mennesker med et begrænset kendskab til menigheden, tror at Brødremenigheden er en ”katolsk orden,” eller noget lignende; byen benævnes jævnligt i litteraturen som en klosterby. Nu er menigheden jo oprindeligt opstået i en reaktion til den katolske kirke, den er ærke-protestantisk, men alligevel kan det være muligt, i en vis udstrækning, at undskylde denne forståelse. Årsagen er den opbygning af menigheden, som blev udviklet i årene efter grundlæggelsen af Herrnhut. Kernen er det såkaldte korsystem. Ethvert medlem af menigheden blev optaget i et ”kor,” altså en gruppering inden for menigheden, afhængig af alder, køn og ægteskabelig status. De kor, der var de vigtigste var de ugifte søstres kor (ofte kaldet Søstrekoret), de ugifte brødres kor (Brødrekoret), drengenes kor, småpigernes kor, ægtefolkenes kor og enkekoret. Typisk ville et barn efter konfirmationen blive optaget i enten Søstrekoret eller Brødrekoret. Når eller hvis man blev gift, flyttede man over i Ægtekoret for eventuelt slutteligt at ende i Enkekoret. Der findes intet korhus for enkemænd. Der er flere årsager. Hvis en mand blev enkemand ville han ofte gifte sig igen. Mænd lever notorisk ikke gennemsnitligt slå længe som kvinder. Enkemænd kunne også i visse tilfælde flytte ind i Brødrehuset. Inden for de enkelte kor var der så mindre grupper, i hvilke man var tæt knyttet til hinanden, et netværk, som fungerede som en åndelig, men også disciplinær enhed. Søstrekoret, Brødrekoret og Enkekoret holdt til i særligt indrettede bygninger. Disse bygninger, f.eks. Søstrehuset er en vigtig og fremtrædende bestanddel af en Brødrekoloni. Det er tydeligt i Christiansfeld, hvor korhusene hører til blandt de største og mest fremtrædende huse.
Et korhus fungerede som en social og økonomisk enhed og som et vigtigt åndeligt fællesskab. Selve inddelingen i kor var en vigtig faktor for at føre menighedstænkningen ud i livet. Menigheden, fællesskabet, var en afgørende faktor. En pietistisk kristendomsopfattelse, hvor fromhed spiller en rolle, vil naturligt interessere sig for, i hvilken udstrækning menighedens medlemmer levede i overensstemmelse med idealerne. Ikke for kontrollens skyld, men ofte ud fra en ægte overbevisning om, at et menneskeliv levet i med bøn, sang og under kristen forkyndelse, er det mest fordelagtige. Dette kaldes fromhedens praksis (praxis pietas). Men Brødremenigheden skiller sig ud fra adskillige andre kirkeretninger ved, at denne fromhedens praksis kobles sammen med en synlig, jordnær og tilsyneladende konstruktiv aktivitet, nemlig opførelsen af en by, og efterhånden en række håndværk og andre erhverv. Denne aktivitet blev set som en del af fromhedens praksis, og som tidligere fortalt, var det forstået som det liturgiske liv.
I de særlige korhuse var det så muligt i endnu større grad end i et mere traditionelt familieliv, at leve liturgisk. Man spiste sammen, man sov på store sovesale med mange senge i hver, man var engageret i korhusets virksomheder, man var en del af korets fælles økonomi. Derudover var der andagter, ”Singstunden,” læsegudstjenester og andre fælles opbyggelige forsamlinger, alt sammen inden for korhusets rammer. Og så var man en del af det større fællesskab, som menigheden udgjorde. I et endnu større perspektiv var man medlem af Unitetet, altså den til stadighed voksende internationale Brødrekirke.
Kor-systemet eksisterer ikke mere. Korhusene anvendes nu til andre formål, ligesom menighedens økonomi nu fungerer på andre præmisser. Kor-systemet blev gradvist afviklet og var ved slutningen af 1800-tallet praktisk talt ophørt.
Menighedens fællesskab.
Fællesskabet i menigheden er generelt en kvalitet, der opfattes som værdifuld af menighedens medlemmer. Inden for menigheden giver det sig udtryk i omsorg for hinanden, i en interesse for andre medlemmers ve og vel, men også i at en række praktiske opgaver løses. Om end kor-systemet som institution ikke er aktivt længere, kan man stadig spore reminiscenser. Ved søndagens gudstjeneste i dag vil der normalt være en kvindelig salstjener i søstresiden og en mandlig salstjener i brødresiden af kirken. De brødre, der er salstjenere leder og fordeler selv deres del af arbejdet, og det samme gælder for søstrene. Både kirkekoret og basunkoret er eksempler på fælles foretagender. I det hele taget er fællesskaber ofte centrede omkring løsning af opgaver. Og opgaverne har været og er mange. At bygge byen Christiansfeld, hovedparten inden for en periode på ca. 20 år, er selv med nutidig målestok en præstation. Diaspora-arbejdet, altså det opsøgende åndelige lægmands-arbejde, som især fandt sted i 17-og 1800-tallet rundt omkring i Danmark, var nok individuelle medlemmers fortjeneste, men deres baggrund i menighedens fællesskab gav dem muligheden for at drive deres virksomhed. Og måske især var ydre missions arbejdet betinget af, at menigheden som en gruppe stod bag ved. Byen og menigheden vil fremstille udstyr og andre fornødenheder til missionærerne, man ville sende det ud til de fjerne steder, man læste missionærernes beretninger op i menigheden og man tog missionærerne med i sin forbøn. Selv i dag er en ikke uvæsentlig fælles opgave i menigheden at støtte missionsarbejdet, der udføres gennem Brødremenighedens Danske Mission.
Flytning mellem menigheds-byer
Ser man uden på og inden i Christiansfelds huse, kan man finde tegn på, at medlemmer flyttede ud og ind ad husene. Man vil specielt lægge mærke til de forholdsvis brede trapper, et af de bedste eksempler er trappen i Søstrehuset. Disse trapper var så brede, at man forholdsvis let kunne flytte møbler op og ned. Selv om de ugifte generelt nok ikke havde meget flyttegods, havde man dog altid noget.
Det kunne for eksempel blive et problem, hvis der var f.eks. to smedemestre i byen, fordi virksomhederne ikke var baserede på indbyrdes konkurrence, men på Opsynskollegiets og til tider Ældsterådets kontrol. I sådanne tilfælde ville man forsøge at finde en anden by en af de to mestre kunne slå sig ned i og drive virksomhed. Det forhindrede ikke, at man konkurrerede med virksomheder uden for menigheden. Opsynskollegiet og Ældsterådet gav tilladelser til enten enkelt-personer eller til kor til at drive forskellige virksomheder. Denne økonomiske model har nok betydet en del for byens udvikling, idet håndværkernes kvalitetsbevidsthed generelt blev højnet for at tilfredsstille Ældsterådet, altså blev håndværk og andre produkter af høj kvalitet og dermed salgbare.
De økonomiske modeller for brødremenighedsbyer udviklede sig i løbet af tiden. Da Bethlehem i Pennsylvania, USA blev grundlagt i 1741 var det i begyndelsen en by uden mulighed for privat ejendomsret, alt tilhørte menigheden. Efter cirka 20 år opgav man denne model og indførte en vis privat ejendomsret. Christiansfelds økonomi var en blanding af privat ejendom og menighedsbesiddelse.
Gemeinlogiet, hotellet.
Gæstfrihed er en dyd, som i mange kulturer er afgørende for samkvemmet mellem stammer, familier og andre grupper. I det bibelske univers er gæstfriheden fremhævet som en naturlig del af det at være en kristen. Når det i en brødremenighedsbys idealplan er nævnt, at der skal være et hotel eller mere korrekt, et menighedsgæstehus (Gemeinlogi), er det dermed understreget, at gæstfrihed regnes højt i Brødremenigheden. Selve menighedens struktur var dog også med til at begrunde, hvorfor man ville have et gæstehus. Man havde brug for at kunne tilbyde overnatning til menighedens venner, som kom på besøg i Christiansfeld. I koncessionen fra 1771 nævnes det, at menigheden får tilladelse til at opføre en gæstgivergård og i øvrigt også et apotek.
I begyndelsen var det principielt kun menighedens medlemmer og medlemmer fra andre menigheder, der måtte opholde sig i byen om natten og derfor var det nødvendigt at kunne tilbyde overnatningsmuligheder i byens udkant. I midten af 1800-tallet blev gæstehuset eller gæstgivergården til et hotel og har siden fungeret som sådan. Efterhånden bosatte også ikke-medlemmer af menigheden sig i byen og i forbindelse med anlæggelsen af hovedvejen ind gennem byen blev trafikken forøget.
For Brødremenigheden er hotellet ganske vigtigt. Tanken om at kunne tilbyde både menighedens gæster og andre logi lever videre. Der kommer jo mellem år og dag mange turister til Christiansfeld. Men menigheden vil egentlig hellere tale om gæster end om turister, fordi en gæst jo kommer for at besøge og dermed forhåbentlig få et positivt udbytte af sit besøg. Det er derfor stadigvæk menighedens håb, at besøgende i byen vil opfatte sig og lade sig opfatte som gæster. Med denne indgangsvinkel skulle en besøgende også have gode muligheder for at få et positivt udbytte af sit besøg.
Menighedens og byens virksomheder.
Brødremenigheden byggede som bekendt byen, men det har jo kostet penge. Ifølge koncessionen for Christiansfeld, som blev givet i 1771 og som præciserede den aftale, der var indgået mellem den danske stat og Unitetets direktion, havde menigheden 10 års skattefrihed og de fik i denne ti års periode et statstilskud på 10 % af byggesummen. Man fik toldfrihed for materialer, som skulle bruges i byens fabrikker de første ti år, man måtte sælge de producerede varer i Danmark og Norge i samme periode uden at skulle beskattes, og man måtte endda eksportere varer ud af landet uden at betale told. Det hjalp selvfølgelig til at sætte udviklingen i gang, men var ikke i sig selv forklaringen på, at man kunne bygge byen, og slet ikke forklaring på at byen kunne fungere mange år frem i tiden. Der er ingen tvivl om, at økonomien har gået op og ned, man har været afhængig af de skiftende konjunkturer, som alle andre. Det har også haft indvirkning på de økonomiske forhold og muligheder, at Christiansfeld ligger i den del af Sønderjylland, der var indlemmet i Tyskland fra 1864 frem til 1920.
Man etablerede en række virksomheder. Nogle var ejet og drevet af private, andre var korhusenes virksomheder. Meget tidligt havde man snedkere, tømrere, skomagere og en skrædder i Brødrehuset og man ved, at hurtigt derefter var der bageri, garveri, klejnsmedje, pottemageri og et glarmesterværksted. I Søstrehuset var det typisk uld-spinderier, bomulds-spinderier, linnedfremstilling og silkebånds-fabrikation foruden strik-og systuer. Der fandtes desuden private virksomheder til dels inden for de samme fag og håndværk. Andre virksomheder, der kan nævnes er hattemageriet, lysestøberiet, sæbesyderiet, pudder-fabrik samt fremstilling af segllak og tilberedning af fjerpenne. Alle disse virksomheder fandtes i byen inden år 1800.
Et relativt stort handelshus Spielwerk & Companie udviklede sig. Det var ejet af menigheden men drevet af købmænd, der havde kontrakt med menigheden. C. L. E. Spielwerg udviklede i høj grad handelshuset, hvor en lang række varer, både tøj, men også i høj grad isenkram var til salg. En ”Tobaks-Fabrique,” som fik en betydelig produktion, blev etableret og på Tyrstrupgård havde man indrettet bryggeri og brændevinsbrænderi.
Nogle virksomheder, f.eks. spinderierne, fungerede bedst i begyndelsen, idet de nød godt af skatte-og toldfriheden. Andre former for virksomheder fungerede jævnt hen i mange år, fordi de fremstillede varer, der altid var brug for i en eller anden udstrækning, f.eks. garveriet og bageriet. Atter andre håndværksvirksomheder kunne udvikle sig over en længere periode, ofte fordi kvaliteten var relativt høj. Inden for nogen områder var kvaliteten kendt i et større område, man kunne sige, at den eller den ting ”var så god, som var den fremstillet i Chrsitiansfeld.”
Menigheden som sådan har ingen virksomheder i dag. De forsvandt i takt med at korhusene ophørte med at fungere som sådan. Hotellet, som ejes af menigheden, er forpagtet ud til en forpagter, der driver hotellet som egen virksomhed. Der er enkelte begrænsninger på, hvad der må foregå i hotellet. Det er f.eks. svært at forestille sig, at der blev indrettet diskotek i hotellet. Bageriet (der er faktisk to bagerier og en fabrik), der fremstiller honningkager, er kendt langt uden for bygrænsen. Det første honningkagebageri begyndte i det små. I 1799 blev det overtaget af en tidligere parykmager, der altså blev bager, da parykkerne var blevet umoderne. Bager Achtnich gjorde honningkagerne kendte.
Et gammelt håndværk, som ikke bare har overlevet, men som lever i bedste velgående, er fremstillingen af kakkelovne. De karakteristiske Christiansfeld Kakkelovne er som nævnt i Holks Handelsspejl 1780 ”brugelige Leer-Træk-Ovne, for derved at spare Brændeved.”
Efterhånden har erhvervslivet i Christiansfeld udviklet sig til noget, der mest ligner erhvervsliv i andre byer af lignende størrelse. Der er dog stadig et forholdsvis stort antal butikker i byen.
Haverne.
Nogen har kaldt Christiansfeld for Danmarks første grønne by. Kirkepladsen, byens centrum er iøjnefaldende med lindetræerne, som omkranser pladsen, der er dækket af græs over det meste af arealet. Gudsageren, også omkranset af træer opfattes som primært grøn, selv om det er iøjnefaldende, at selve arealet ikke er græsdækket.
Der udover er der haverne, som ligger bag ved husene. De er ikke mere så store, som de var fra begyndelsen, man har igennem årene skilt dele af haverne ud og disse arealer er så blevet bebygget. Men det grønne er stadig i vid udstrækning intakt og er med til at gøre byen til det den er. I adskillige haver var der havehuse, hvoraf nogle stadig er bevarede.
Haverne havde flere funktioner. Nyttehaverne blev udnyttet til dyrkning. Haverne var normalt indrettet sådan, at der var en prydhave tættest på husene, det var her lysthusene var placeret. Længere væk fra husene var nyttehaverne og bevægede man sig endnu længere væk fra husene ville man komme ud i det åbne land, til marker og skove. Man kan altså se, hvordan man ved at vandre fra byens centrum, kirkepladsen, til byens huse og videre derfra, væk fra byens centrum gennem haverne ville gå fra det meget strukturerede og kultiverede ud til det ukultiverede. Man kan tale om en bevægelse fra kultur til natur, eller forsigtigt tale om en bevægelse fra kosmos til kaos.
Der har uden tvivl ligget en række overvejelser til grund for byplanen i en Brødremenighedsby. Det har været vigtigt at skabe en by, som kunne være ramme om et liv, der kunne leves i mange facetter. Troen på Frelseren er det centrale, det evige og uforanderlige er illustreret ved kirkepladsen og kirken. Men troen, det åndelige kan ikke adskilles fra det menneskelige, søndag og hverdag hænger jo sammen, og dette forhold kan man se illustreret i byens indretning. Derfor er der ikke langt fra kirkepladsen til urtehaven, derfor skal man egentlig, når man står på kirkepladsen, kunne se helt ud til naturen. Man kan lægge mærke til, at står man på Lindegade eller Nørregade, er udsynet vest på bevaret, man kan se helt ud i horisonten. Dermed har man bogstavelig talt livet inden for synsvidde, det liv, der både indeholder en åndelig dimension og en meget jordbunden, naturlig dimension. Haverne er således med til at skabe den helhed, der kvalificerer livet som noget værdifuldt. Skabningen, det naturlige har en værdi i sig selv; godt håndværk, et solidt stykke arbejde, udført i et fællesskab af mennesker er med til at give livet indhold.
Det er selvfølgelig en tolkning, som på den ene side har belæg i historiske kilder, der viser Zinzendorfs overvejelser om byernes indretning inspireret af 1600-tallets utopiske byer, men som på den anden side er en plausibel tolkningsnøgle for et moderne menneske, der søger helhed i livet. Haverne og de andre grønne elementer er illustrationer af det liturgiske liv. Det er altså vigtigt at bevare og fastholde det grønne element i byen.
Menigheden i Christiansfeld i dag.
Christiansfeld hører til blandt de absolut bedst bevarede Brødrekirkebyer. Det er vigtigt for menigheden, at byen betragtes som en arv, videregivet ned gennem generationer. Menigheden har en ansvarlig forvaltning af arven som en af sine opgaver. En sådan forvaltning indebærer en bibeholdelse af ejerskabet hvilket samtidigt forpligter menigheden på at restaurerings-og vedligeholdelsesopgaver udføres med hensyntagen til husenes bygningsmæssige og arkitektoniske struktur. Forvaltningen må ligeledes ske i samklang med menighedens principper om at medlemmernes arbejds-og idemæssige ressourcer gives mulighed for anvendelse. Menighedens Ældsteråd bestræber sig på at leve op til sit husholder-ansvar.
Beboere, lejere og andre, der til dagligt benytter menighedens bygninger opmuntres til aktiv medleven i egne fysiske omgivelser, således at de føler medansvar for husene, haverne og omgivelserne i øvrigt. Der er bred enighed om, både inden for menigheden og blandt mange af byens andre brugere og indvånere, at bykernen, inklusive menighedens bygninger bør indeholde en blanding af lejligheder, butikker, erhverv, kontorer, institutioner som skole og børnehave, foruden bygninger anvendt til menigheds-formål her i blandt, kirke, korsale, museum osv. Huse, pladser, haver og øvrige fysiske omgivelser bør med deres beliggenhed, vedligeholdelses-standard og daglige anvendelse forstås som rammer for et miljø, der i sammenhæng med menigheden, er med til at øve en positiv direkte og indirekte påvirkning på samfundet.
Brødremenigheden i Christiansfeld konstitueres som menighed som enhver anden kristen kirke, som en del af et universelt fællesskab. Bygninger og anden fast ejendom er de givne rammer for menigheden, og skal fortsat være det. Der er mange ting, der er anderledes end for 230 år siden; menigheden har ændret struktur, samfundet har udviklet sig, og byen har derfor også ændret sig. Men ligesom der er ting, der ændrer sig livet igennem, er der også ting, som ligger fast.